Du har tilføjet en vare til kurven

Total

    Tilbage til butikken
    Se kurv
    Estimeret levering

    Step-by-step: Forlængelse med Polygel på klassiske tipper




    KORT OM POLYGEL

    Polygel er en UV-hærdende gelé, der er forholdsvist tyk og fast i konsistensen. Det kan godt minde en smule om en blød modellervoks. Fordelen ved Polygel er, at den ikke flyder derfra hvor du har lagt den, og man kan derfor bruge alt den tid man behov for til at bygge en flot form uden, at den flyder.

    Man behøver ikke at aftage Polygel. Det kan i praksis sagtens blive siddende på neglene måned efter måned. Neglen er ikke levende og har ikke brug for luft, så længe, at man sikre god neglepleje med negleolie jævntligt. Polygel bør i stedet opfyldes ca. hver 3. uge for at sikre, at opbygningen af neglen forbliver i balance og neglene sunde og stærke. Lær mere om opfyldning her.


    STEP-BY-STEP GUIDE TIL FORLÆNGELSE MED POLYGEL PÅ KLASSISKE TIPPER

    1) Find den rigtige størrelse tipper
    Det er vigtigt, at tipperne passer perfekt til neglene og hverken presser på eller hiver i den naturlige negleform. En for stor tip vil gå ud over neglens kanter og/eller have en bredere c-kurve (bue) end den naturlige negl. En for lille tip vil ikke dække hele neglen og/eller have en smallere c-kurve end den naturlige negl.

    Den perfekte tip passer nøjagtigt fra side til side uden at have en for bred eller smal c-kurve og vil derfor hverken hive i eller presse på neglen. Hvis man ikke kan finde en tip, der passer perfekt med både sider og c-kurve, kan man vælge en tip, der som udgangspunkt er for stor, men som passer med c-kurven. Derfra kan tippen files til, så den også passer perfekt med neglens sider.

    2) Udfør en effektiv prep
    Se korrekt fremgangsmåde i step-by-step-guiden for prep.


    3) 
    Lim tipperne på med Tip Glue
    Tør tipperne rene indvendigt med en Fnugfri Wipe væddet med Cleaner+. Lim derefter tipperne på spidsen af neglene med Tip Glue, og lad dem lufttørre i 30-60 sekunder.


    4) Tilpas længe, form og overgang

    Inden neglen kan opbygges, skal tippens længde og form samt overgangen til naturneglen perfektioneres.

    1. Klip tippens længde til med en Tip Cutter.

    2. Fil tipperne til i den ønskede form med 180 grit-siden af en 100/180 grit fil.

    3. Fil overgangen af tippen til med en 180 grit-siden af en 100/180 grit fil og/eller med en elektrisk neglefil. Ved brug af den elektriske neglefil, kan der f.eks. bruges en sandrulle med grit 180 til 320. Overgangen fra tip til naturnegl skal gerne se så usynlig/naturlig ud som muligt. Vær opmærksom på ikke at file i den naturlige negl.

    4. Wipe med Cleaner+ for at sikre, at alt snavs og støv fjernes.


    5) 
    Påfør Base Coat, og hærd i 60 sekunder
    Sørg for, at Base Coat “gnubbes” godt ind i neglen. Dette gøres ved at presse penslens spids ned i neglepladen med en skubbende bevægelse. Det er vigtigt ikke at få for meget produkt på penslen, da neglen kun skal dækkes af et helt tyndt lag. Husk også at forsegle den frie kant. Læs mere om forsegling af den frie kant på side 11 i Teoribogen, eller på vores blog.

    Bemærk, at der vil være et sticky layer i Base Coat efter hærdning. Sticky layer er et ganske tyndt lag af uhærdet produkt, som skal sikre, at det næste lag har noget at hæfte sig fast i. Sticky layer er nødvendigt og helt normalt. Det må ikke fjernes.

    6) Klargør pensel
    Penslen klargøres ved at hælde noget Cleaner+ op i en Dappen Dish og dyppe hårene i væsken. Derefter tørres penslen let af i en Fnugfri Wipe, så den ikke er helt gennemblødt. Læs mere om klargøring af pensler på side 25 i Teoribogen, eller på vores blog

    7) 
    Opbyg neglen med Polygel, og hærd i 60 sekunder
    Når neglen opbygges, er det yderst vigtigt for bl.a. holdbarheden, at være opmærksom på, at man får skabt en korrekt form med apex og styrkepunker. Læs mere om korrekt opbygning fra side 13 i Teoribogen, eller på vores blog.

    Polygel er en forholdsvis fast masse, som bedst formes med en pensel fugtet med Cleaner+. Hvis ikke penslen er fugtet med Cleaner+, vil produktet klistre til penslen, og det vil blive svært at arbejde med. Undervejs i opbygningen skal penslen altså løbende dyppes i en Dappen Dish med Cleaner+ og derefter tørres let af i den Fnugfri Wipe. Derudover formes Polygel bedst ved at lave duppende bevægelser i stedet for normale penselstrøg.

    1. Tag en lille perle af Polygel op med en Polygel Spartel, og placér den midt på neglen et par centimeter fra neglebåndet. Mængden af Polygel skal gerne kunne dække hele neglen.

    2. Fugt penslen i Cleaner+ og dup blidt perlen med Polygel ned mod neglebåndsområdet og rundt langs hele neglebåndets kant. Det er vigtigt, at man ikke rammer huden på noget tidspunkt.

    3. Dup nu det overskydende produkt væk fra neglebåndsområdet, og fordel det rundt på resten neglen i en langsom og duppende bevægelse ned mod neglens spids. Husk ligeledes at glide produktet helt ud på spidsen af neglen. Vær opmærksom på at lave en korrekt opbygning med apex og optimale styrkepunkter. Læs mere om korrekt opbygning fra side 13 i Teoribogen, eller på vores blog.

    4. For at sætte den form fast, som netop er blevet opbygget, kan man benytte Flash Cure-programmet (10 sekunders blik) på UV-lampen fra The Gel Collection. Dette program laver en overfladehærdning, som indkapsler produktet og sørger for, at det bliver siddende, hvor det skal. Det er ikke nødvendigt at bruge Flash Cure-programmet, men det kan give en sikkerhed i, at man ikke kommer til at skubbe neglen ud af form, mens man arbejder videre på de andre negle.

    5. Når alle fem negle er opbygget, skal de gennemhærdes i 60 sekunder i UV-lampen.


    8) 
    Wipe sticky layer af med Cleaner+
    Gør en Fnugfri Wipe våd med Cleaner+, og tør neglen fri for sticky layer (det klistrede lag).

    9) Fil formen til for at perfektionere opbygningen
    For at perfektionere neglens form, og for at skabe en glidende overgang til den naturlige negl, files formen til. Dette kan f.eks. gøres med en 100/180 grit neglefil og/eller med en elektrisk neglefil. Ved brug af den elektriske neglefil, kan der f.eks. bruges en sandrulle med grit 100 eller 180 eller en bit med grovhed fin til ekstra fin. Afslut med at buffe hele neglens overflade med en 100/180 grit buffer.

    Det er vigtigt, at der ikke files for meget på lower arch (undersiderne af neglene). I så fald risikerer man at fjerne forseglingen ved overgangen fra naturnegl til produkt. Overfilning på dette område kan medføre 
    lift og dårlig holdbarhed. Det er også vigtigt, at der ikke files for langt ind, så naturneglen kommer til syne igennem produktet. Dette vil nemlig gøre, at produktets styrkepunkt ikke længere er robust, og neglen vil derfor med stor sandsynlighed lifte eller knække med tiden.

    10) Fjern støv med en Fnugfri Wipe og Cleaner+
    Gør en Fnugfri Wipe våd med Cleaner+, og tør neglen fri for støv.

    Hvis man ikke ønsker Gel Polish-farve oven på sin Polygel, kan man springe direkte til step 13.

    11) Påfør første lag Gel Polish-farve og hærd i 60 sekunder
    Ved påføring af Gel Polish-farve er det vigtigt at lægge helt tynde lag. Tykke lag kan give rynker i overfladen, ujævn farve eller forblive uhærdet. En god huskeregel er, at hvis ens Gel Polish flyder ned i neglebåndet, er det fordi, man har lagt for tykt et lag.

    12) Påfør andet lag Gel Polish-farve og hærd i 60 sekunder

    13) Påfør Top Coat og hærd i 60 sekunder
    Top Coat påføres efter samme metode som Gel Polish-farve. Den er “No Wipe”, hvilket betyder, at den ikke har et sticky layer (et tyndt klistret lag) efter hærdning. Det er altså ikke nødvendigt at rense med Cleaner+.

    14) Afslut med negleolie
    Vask hænder, og påfør negleolie. Olien skal påføres både ved neglebåndet og under neglen. Læs mere om daglig neglepleje på side 22 i Teoribogen til perfekte negle, eller på vores blog.

    ×

    Vælg variant